11. november 2021
Af: Kasper Glyngø

Vi skal satse mere på folkeskolen – vi skal værne om den, vi skal udvikle den

Synes du, at din lokale skole skal nedlægges? Nej, selvfølgelig ikke. For skolerne – især i de mindre samfund – har en meget stor betydning for fællesskabet og sammenhængskraften. Så lad os parkere den snak og i stedet se på, hvad vi vil med vores skoler.

Vores råstof i fremtiden er vores børn og unge. Det er dem, der skal skabe vækst og velfærd. Deres læring og trivsel er byggestenen i vores samfund – og det er vores opgave at ruste dem til fremtiden. Derfor er det også svært at acceptere, at den gennemsnitlige afgangskarakter i vores skoler ligger under landsgennemsnittet, samt at ca. seks pct. af vores elever ikke får karakteren 2 og ikke består folkeskolens afgangseksamen. Vi er nødt til at finde løsninger, men det kræver politisk lederskab.

Mit bud på en bedre folkeskole er:

  • Vi skal have skoler med en stærk faglig kultur.
  • Vi skal sætte høje ambitioner for lærere og elever.
  • Turde stille krav og fremme en lyst til at dygtiggøre sig. Præcis som vi kender det fra sportens verden.
  • Få ryddet op i unødvendig dokumentation og test. Så tiden bruges på kerneopgaven – læring.

Jeg tror også, dygtige lærere giver dygtige elever. Det skal igen være attraktivt at være skolelærer. De skal være stolte over deres fag. Klasseledelse, forældresamarbejde, undervisningsdifferentiering og inklusion. Der er mange krav til en lærer i dag. Derfor skal vi fastholde og rekruttere de bedste lærere til vores kommunes folkeskoler.

Vi skal satse mere på folkeskolen – vi skal værne om den, vi skal udvikle den.