Men det er vigtigt, at det sker klogt – og hele tiden med øje for den grønne omstilling. Klima og bæredygtighed skal tænkes ind i alle vækstinitiativer. Det første og måske sværeste er tålmodighed. Vi har ikke en ubegrænset økonomi til investeringer, så det er vigtigt, vi har fokus på, hvor og hvordan vi bruger pengene bedst.
Flere byggegrunde er ofte nævnt i forbindelse med vækst. Byggemodning er bestemt ikke gratis. Flere byggegrunde stiller samtidig ofte krav til et områdes trafikale forhold, tilgængelighed til skole, institution og indkøb osv. Byggegrunder driver derfor ofte andre investeringer med sig; det skal vi have et overblik over, når vi laver en udstykning.
En af måderne at få det overblik, er ved at få lavet store helhedsplaner for udviklingen af byggegrunde og bosætningen. Det giver et overblik fra start i forhold til trafikafvikling og vandhåndtering, som ofte er de to største udfordringer i enhver udstykning. Helhedsplaner kræver tålmodighed, men det er givet godt ud viser vores erfaring.
Når det handler om erhvervslivet og arbejdspladser, så er her også flere bolde at jonglere med. Har vi de rammevilkår, som gør det attraktivt at drive virksomhed i vores kommune?
Har vi erhvervsjord klar til salg?
Kan vi levere den kvalificerede arbejdskraft, som efterspørges?
Hvis vi skal svare ”ja” til de 3 spørgsmål og mange lignende, så skal vi arbejde systematisk og vedholdende med vores erhvervsstrategi.
Derfor er jeg også meget tilfreds med, at vi har skabt et nyt politisk Vækst- og Klimaudvalg. Der ansættes en ekstra chef med fokus på at understøtte vækst- og udviklingsdagsordenen, og vi tilfører 3 nye medarbejdere til at understøtte arbejdet med kommunens klimastrategi. Ambitionen er klar – vi vil være Danmarks mest attraktive kommune at drive virksomhed i!
Kasper Glyngø (S)
Borgmesterkandidat
Fasanvej 7
7130 Juelsminde