23. september 2019
Af: Henrik Alleslev
Billed: Shutterstock

Syv ønsker fra Socialdemokratiet til 2020-budgettet

Hedensted Kommune får mere råderum og bedre mulighed for at få budgettet til at hænge sammen i 2020. Vi kan slippe for at gennemføre massive besparelser her og nu, og vi får en mulighed for at arbejde mere langsigtet på at få økonomien i balance i de følgende år.

Det er det lokale resultat af den aftale, den socialdemokratiske regering har indgået med de danske kommuner om økonomien næste år. Hver eneste af de 55.000.000 kroner ekstra, som Hedensted Kommune får fra statskassen, skal naturligvis bruges til gavn for borgerne. Socialdemokratiet i Hedensted har en klar målsætning om at fastholde ansvarligheden fra 2019-budgettet. Men vi ser også muligheder for en række investeringer.

Her er i kort form, hvad vi ønsker at få med i næste års budget – ud over de mange udgifter, der allerede er fastlagt:

 

1: Fokus på klima og mere fart på grøn omstilling

Hedensted Kommune har allerede taget en lang række initiativer, når det gælder grøn omstilling. Men vi ønsker at sætte mere turbo på dette område. Vi ønsker en ambitiøs affaldsplan, hvor vi ikke venter på laveste fællesnævner for landets kommuner, men går foran med kildesortering. Hedensted Kommune skal være mere grøn, når vi taler om energi, fjernvarme og grøn omstilling.

Vi vil styrke Compas, der er baseret på partnerskaber mellem kommune og private virksomheder. Her er der grønt samarbejde mellem iværksættere, skoler og uddannelsesinstitutioner. Compas er noget, andre kommuner har fået øje på. Vi tror på, at Hedensted Kommune kan gå foran med grøn omstilling i forhold til FN’s verdensmål.

Vi ser klimasikring af Juelsminde som en væsentlig opgave for kommunen. Vi vil gerne prioritere midler til at bakke op om sikringen af Juelsminde by ift. klimaforandringer.

 

 2: Syv millioner ekstra til skolerne

Det er blevet dyrere at drive vores lokale skoler, og vi er under økonomisk pres. Vi er ved at undersøge, hvordan vi får bedre råd til at fastholde den bedste udvikling. Mens vi arbejder med de rigtige løsninger, ønsker vi at stå bag skolerne med økonomisk opbakning. Derfor vil vi tilføre området syv millioner kroner i 2020.

 

3: Udviklingsråd i Hedensted midtby

Hedensted skal udvikles og komme i omdrejningshøjde med initiativerne i Tørring og Juelsminde.
Der er lavet en rigtig god helhedsplan for byen for år tilbage, men den skal gentænkes sammen med byens borgere og foreninger. Derfor vil vi tage initiativ til at få etableret et udviklingsråd, der kan drive udviklingen, fællesskabet og få sat dagsordenen for byen igen. Vi vil have borgere, forretningsdrivende, foreninger og institutioner med i udviklingsrådet, for vi skal have de penge sat i spil, som allerede er afsat.

 

4: Vi skal forbedre plejecentrene i Juelsminde og Løsning

Vi bliver alle ældre og ældre! Det er glædeligt, men det betyder også, at flere får brug for en plads på et plejecenter. Vi har en række moderne og velfungerende plejecentre, men vi skal snarest muligt kigge på plejecentrene i Juelsminde og Løsning, som ikke lever op til de krav, man stiller til en tidssvarende plejebolig. Derfor skal de prioriteres nu.

 

 5: Sund fremtid – også for mænd

Det næste år skal vi tale mere om forebyggelse. Vi skal have fokus på, hvordan vi kan skabe nye sundhedsinitiativer. Konkrete projekter, hvor vi arbejder med forebyggelse og at fremme sundhed, er eksempelvis omkring mænds sundhed og rygestop.

 

 6: Flere penge til initiativer i vores lokalsamfund

Styrken i Hedensted Kommune er alle vores lokale bysamfund. Vi ønsker at prioritere flere midler til lokale initiativer, der styrker fællesskabet og frivilligheden. Vi tror, at vi får meget mere for pengene, når vi sætter dem i spil sammen med de lokale ildsjæle.

 

 7: Endnu bedre service til erhvervsvirksomheder

Hedensted Kommune har længe været en attraktiv kommune at drive virksomhed i. Vi er tæt på virksomhederne og taler med dem om fremtiden og udviklingen. Vi ønsker at tilføre flere penge til hurtigere behandling af miljø- og byggesager samt endnu bedre service for virksomhederne.

 

Langt lys på de næste års budgetter

Men det er ikke nok kun at tage de positive briller på og kigge kortsigtet på næste års budget. For det første har vi ingen garanti for, at 55.000.000 kroner ryger fra statskassen i kommunekassen i 2021 og årene derefter. For det andet vil vi ikke få færre udfordringer i årene, der kommer efter 2020. Vi ønsker at arbejde langsigtet med kommunens økonomi og muligheder.

I flere år har vi arbejdet intensivt med området for Social Omsorg og er gået nye veje i forhold til at arbejde effektivt og mere rigtigt. Det har vi lært en masse af, og den viden vil vi gerne tage med til de andre kerneområder, så vi bliver klogere på, om vi bruger vores penge bedst muligt – altså til mest mulig gavn for borgerne.

Vi vil holde godt øje med og gerne afprøve nye metoder, og vi tror på, at vi kan finde nye råderum til mere velfærd tæt på borgerne.