Socialdemokratiet i Hedensted kommune havde indkaldt til medlemsmøde om regeringsgrundlaget den 26. januar i 3F huset i Hedensted. Ca. 15 var mødt op for at høre, hvad MF Malte Larsen fra Randers kunne berette om sagen. Og der var efterfølgende god mulighed for at diskutere både det politiske indhold og også processen i forhold til forløbet af forslaget om afskaffelse af St. Bededag.
Overordnet mente de fleste på mødet, at det var en meget dårlig beslutning at afskaffe St. Bededag, og jeg tror, alle var enige om, at det var dårlig timing – og derved også en dårlig proces. Især var mange utilfredse med, at beslutningen tilsyneladende er truffet hen over hovedet på fagbevægelsen, hvilket er en rigtig dårlig ide, mens der forhandles overenskomster for det private arbejdsmarked.
Lørdag den 28. januar var der traditionen tro nytårsmøde i Fredericia, hvor statsminister Mette Frederiksen var til stede både under evalueringen af valgkampen – og efterfølgende til det politiske møde. Under eftermiddagens politiske møde redegjorde statsministeren for, hvorfor det er nødvendigt, at der skaffes flere (nye) penge til statskassen. Selv er jeg, efter at have hørt Mette Frederiksen, blevet overbevist om vigtigheden af, at der skal skaffes nye penge til såvel forsvar som til velfærd. Og til den grønne omstilling.
Men jeg er også sikker på, at statsministeren har hørt, hvad vi siger fra det ”såkaldte bagland”.
Fagbevægelsens opgave er først og fremmest at sørge for gode løn- og arbejdsvilkår for dets medlemmer. Og det er fagbevægelsen lykkedes overordentlig godt med.
Var det ikke den tidligere LO formand, Thomas Nielsen, der sagde: ”Vi har sejret ad helvede til.” I vores kælder i 3F huset i Hedensted hænger en gammel S valgplakat med sloganet: 8 timers arbejde, 8 timers søvn og 8 timers fritid. Vi har med andre ord som parti tidligere ment noget om de spørgsmål, fagbevægelsen arbejdede med.
Med økonomer som tidligere statsminister, Jens Otto Krag, har partiet set nødvendigheden af, at hvis der skal være råd til velfærd, så skal der arbejdes mere. Derfor var det til gavn for (velfærds)samfundet, at kvinder fra tiden efter 2. verdenskrig i stor stil kom ud på arbejdsmarkedet. De bidrog i høj grad til både velstand og velfærd. Jeg tror, Mette Frederiksens tilgang til, at vi skal arbejde mere, er i tråd med dette. Fx sagde hun i lørdags: ”Vi skal arbejde, arbejde..”
Selv om vi i Socialdemokratiet har en anden opgave end fagbevægelsen, så mener jeg, at vi har brug for hinanden. I regeringsgrundlaget er der to meget afgørende punkter, der gavner os alle, nemlig at skattefradraget for fagforeningskontingent forhøjes – samt ved ledighed, da bevares de forhøjede dagpenge de tre første måneder.
//Bent Alminde, Formand for Socialdemokratiet i Hedensted kredsen