Vi synes selv, vi gør det ganske godt. Det vil vi gerne fortælle om. Derfor har Socialdemokratiet i Hedensted sat denne blog i verden. En side, vi vil bruge til at præsentere vores ideer og holdninger og til at fortælle, hvad vi går og laver. I bestyrelsen, i byrådet og i Folketinget.
Vi tror på, at samtale og samarbejde mellem borgere, politikere og erhvervsliv er den vej, der fører frem til, at Hedensted bliver en endnu bedre kommune at leve i.
Her på siden kan du finde indlæg, som er skrevet ud fra socialdemokratiske grundholdninger. Indlæggene leveres af partimedlemmer, men det er ikke nødvendigvis ethvert synspunkt, der dækker hele partiets holdning til en sag, uanset om det er lokalt eller på landsplan.
Vi håber, vi med denne nye side får flere i tale. Ikke på den måde, at indlæggene kan kommenteres direkte her på siden, som det kan ske på f.eks. Facebook, men således at indlæggene kan inspirere dig til at tage en snak med os. Mail-adresser og telefonnumre på dem, der skriver indlæggene, kan du finde her på siden. Ring eller skriv til dem – eller se, om du kan finde indlæggene på deres Facebook-sider, hvor der er rig mulighed for dialog.
Vil du vide mere om, hvad Socialdemokratiet i Hedensted står for, kan du læse om vores visioner på både kort og langt sigt ved at klikke her.