Menneskelige relationer skal være politisk pejlemærke

Relationer betyder alt for os mennesker. Vi ved det godt. Men har vi taget den politiske konsekvens? Så vidt jeg kan se: Ikke i tilstrækkeligt omfang. Det er på tide, at vi besinder os på det, som burde være banalt: At det er vores relationer til hinanden, som er afgørende for, om vi trives og får et godt liv – fra start til slut.

Gode relationer er på niveau med mad og drikke. Vi kan ikke klare os uden. Men mens vi i Danmark næppe glemmer mad og drikke, er der en risiko for, at vi glemmer betydningen af vores relationer. Måske skyldes det konkurrencestaten, individualiseringen eller regnearks- og evalueringskulturen, hvor alt kvantificeres. Årsagerne kan være mange, men her vil jeg gerne kigge frem: Når vi nu ved, at relationer er noget af det vigtigste i vores liv, hvilke konsekvenser bør det så få for den politik, vi fører?

Jeg kender ikke alle svarene men vil gerne tage hul på diskussionen.

”Danske børnefamilier har den næsthøjeste arbejdsintensitet i EU”

For det første må det være slut med den stedmoderlige behandling af familiepolitikken. Alt for længe har den været reduceret til et spørgsmål om normeringer i daginstitutioner. Det er også vigtigt. Men hvis vi vil give vores børn en god start på livet, kræver det ikke bare velfungerende pasningstilbud. Det kræver også velfungerende børnefamilier – med tid og overskud til at dyrke relationen mellem forældre og børn.

Desværre fortæller mange, at det er svært at få hverdagen til at hænge sammen og balancere familie- og arbejdsliv. Det skal vi tage alvorligt. Det samme skal vi, når flere og flere unge – også unge forældre – bliver ramt på deres mentale sundhed. For begge dele er et udtryk for, at de nære relationer er under pres.

I 2015 konkluderede tænketanken Cevea, at danske børnefamilier har den næsthøjeste arbejdsintensitet i EU. Så det er ikke mærkeligt, at mange oplever, de har travlt – og nogle også for travlt.

Heldigvis klarer mange sig igennem, men for andre ender det i stress, depression og brudte relationer. Det er dyrt menneskeligt og økonomisk.

I Hedensted tilbyder man parterapi til familier, hvor forholdet knirker. Man har endda investeret i kurser, så par, der stadig er glade for hinanden, kan blive ved med det den dag, hvor de varme følelser er ved at blive kvalt i babygråd. Det er et inspirerende initiativ.

”En tredjedel af alle danske forældre indrømmer at have sendt et sygt barn i institution”

Samtidig trænger vi til en grundig debat mellem borgere, politikere og arbejdsmarkedets parter om, hvordan vi indretter arbejdsmarkedet, så alle har gode rammer for at prioritere de nære relationer.

I Sverige er børnefamilierne f.eks. bedre hjulpet ved sygdom end herhjemme. Det er trist, at en tredjedel af alle danske forældre indrømmer at have sendt et sygt barn i institution.

Bedre muligheder for løbende igennem livet at kunne gå op og ned i arbejdstid ville formentlig også øge livskvaliteten for mange og give bedre muligheder for at dyrke de vigtige relationer til vores børn, syge familiemedlemmer og andre.

Også på integrationsområdet vil relationer være et godt politisk pejlemærke. Den vigtigste faktor for god integration er formentlig, om den enkelte nyankomne får en god relation til en af os, der er her i forvejen. Alle flygtninge skal have en dansk ven, som Røde Kors siger i projektet “Venner Viser Vej”.

Når beskæftigelse er nøgleordet i integrationspolitikken, er det ikke uden grund. Der er meget god integration på arbejdspladserne. Men integration handler om mere end det. Idrætsforeninger, lokale kirker, kulturinstitutioner, spejdere og andre frivillige foreninger spiller alle en rolle. Vi skal blive endnu bedre til at hjælpe flygtninge hen, hvor vi danskere allerede skaber relationer. Det gælder også vores høj- og efterskoler.

”Også på integrationsområdet vil relationer være et godt politisk pejlemærke”

Arbejde kan være en god vej til relationer for flygtninge. Men gode relationer kan bestemt også være en vej til arbejde. For nogle vil de relationer, som knyttes i civilsamfundet, være den korteste vej til beskæftigelse og vellykket integration.

Når den borgerlige regering sænker integrationsydelsen, lyder påstanden, at det vil bringe flygtningene tættere på arbejdsmarkedet. Bruger man en økonomisk logik, er det måske en let sag. Men hvis man har en relationel tilgang, er det ikke så enkelt.  For mange vil en lav ydelse føre til større afstand til civilsamfund, foreningsliv og relationer – og i sidste ende måske også til arbejdsmarkedet. På den ene side skal det selvfølgelig kunne betale sig at arbejde, men der skal også være et stærkt socialt sikkerhedsnet til dem, der står i en vanskelig situation.

Også når det kommer til indretningen af den offentlige sektor, er relationer vigtige. Offentligt ansatte skal sættes fri fra unødvendige dokumentationskrav, så de får bedre tid til at dyrke relationen til de børn, socialt udsatte og ældre, det hele handler om.

På Jobcentrene skal relationerne til de ledige dyrkes. Vi kunne f.eks. kigge lidt mere til bl.a. Hjørring og Favrskov, hvor man har ansat flere sagsbehandlere og dermed givet dem bedre tid til at gå i dybden med den enkelte sag og forstå nuancerne i den lediges situation – med gode resultater.

”Offentligt ansatte skal sættes fri fra unødvendige dokumentationskrav”

Vi skal også blive bedre til at lade de gode relationer overlappe, så udsatte børn f.eks. ikke skal begynde forfra, når de skifter tilbud. Hvorfor skal man f.eks. ikke kunne bruge sin efterskolelærer som mentor, når man kommer hjem og starter på en uddannelse? Hvis det er første gang, man har fået tillid til en voksen, hvorfor så ikke udnytte den gode relation til at komme godt videre?

Lad os gøre relationer til et nyt politisk pejlemærke. Mennesker bliver hjulpet af mennesker – ikke af regneark og systemer. Det er relationen mellem pædagog og barn, lærer og elev, sygeplejerske og patient, hjemmehjælper og den ældre, der er kernen i vores velfærd. Det er vores relationer til andre – også i familierne – der er afgørende for, om vi trives som mennesker.

Så når nu vi ved, at relationer er så vigtige, hvorfor så ikke tænke dem mere ind i den måde, vi indretter vores familiepolitik, integrationspolitik og den offentlige sektor på?