08. oktober 2018
Af: Inga Sørensen

Lad os samles om at redde kloden

En af nutidens udfordringer er omstilling til vedvarende, grøn energi. Heldigvis er der meget bred politisk enighed om, at omstillingen er nødvendigt. Men lige hvordan det skal ske i praksis, er der til gengæld en hel del usikkerhed omkring.

Hvem skal tage initiativ til noget, og hvad er de gode løsninger, når man taler om grøn energi?  Hvordan virker det? Er det noget, der dur?  Og hvad koster det?

Disse og mange andre spørgsmål vil mange mennesker gerne have svar på. Ikke kun i form af det, vi kan finde på Google, men i en form, hvor vi kan diskutere spørgsmålene med levende personer, der også interesserer sig for sagen, og hvoriblandt der også er en eller flere, der ved noget om de emner, der er på dagsordenen.

Et oplysende samarbejde

Et sådant forum findes faktisk i form af AOF, Arbejdernes Oplysnings Forbund, en veletableret institution, der har eksisteret i næsten 100 år, og som i nutiden hvert halvår sender et katalog på gaden med tilbud om mange typer aktiviteter under mottoet ”Viden – Udvikling – Samvær”.

Omstilling til grøn energi tager tid og er et lang sejt træk, hvor vi alle skal give et nyk. Der er sket meget allerede, og det er vigtig at få spredt erfaringerne herfra. Det gælder ikke mindst erfaringerne fra de grønne tiltag og anlæg, som Hedensted Kommune er involveret i. Kommunen har også etableret et Klima & Energiråd med det lidt luftige formål at ”skabe bæredygtig velfærd med udgangspunkt i miljømæssig bæredygtighed”. Lad os få tingene ned på jorden og diskutere praktiske forhold med udgangspunkt i konkrete spørgsmål som f.eks. ”Hvordan kan vi udnytte mere overskudsvarme fra industri og landbrug?” eller ”Kan vi bruge biogas fra landbruget til afløsning af naturgas?” eller måske noget om ”Batterier til lagring af overskuds-el” eller noget om ”Varmepumpens virkemåde samt fordele og ulemper ved de forskellige typer af varmepumper”.

Sammen kunne de meget

Der er rigtig mange relevante emner, hvor det vil være oplagt for AOF, eventuelt sammen med andre oplysningsforbund, og kommunen at samarbejde om noget folkeoplysning.  AOF er vant til at håndtere tilmeldinger, oprettelse af hold, betalinger osv. Kommunen kan i nogle tilfælde stille med de personer, der ved noget om driften af de grønne tiltag, og her i Hedensted Kommune har vi virksomheder med specialistviden inden for f.eks. batterier og varmepumper.

”Den fællesskabets ånd, som var til stede engang, må kunne graves frem igen”

Det er tankevækkende, hvordan man i slutningen af 1800- og begyndelsen af 1900-tallet kunne finde sammen om at finansiere en hel masse samfundsgavnlige tiltag som f.eks. andelsmejerier, elektricitetsværker, frysehuse, gadelysforeninger mv.  Den fællesskabets ånd, som var til stede engang, må kunne graves frem igen, når det gælder tiltag til fremme af grøn energi.

Men for at det kan ske, skal vi have ”Viden – udvikling – samvær”.  Ikke mindst sidstnævnte er vigtigt. At vi på uformel og fordomsfri måde kan diskutere tingene og se på rigtige eksempler fra virkeligheden er noget der batter, når vi skal danne os en mening om, hvad vi skal gøre for at redde kloden.