19. september 2018
Af: Claus Thaisen

Jeg ønsker et budget for fællesskabet

Budgetforhandlingerne er i gang i Hedensted Kommune. Det er første gang, jeg er med til den slags, og det er ikke nogen nem proces, kan jeg konstatere.

Vi har i dag en velfungerende kommune, der tilbyder god service med et engageret personale.

Vi socialdemokrater ønsker bl.a. at styrke inklusionen i skolerne samt at bruge penge på forebyggelse på sundhedsområdet.

”Desværre skal vi finde ca. 50 mill. kr. i besparelser. Det må ikke føre til færre ”varme hænder””

Desværre skal vi finde ca. 50 mill. kr. i besparelser. Det må ikke føre til færre ”varme hænder” i ældreplejen eller forringelser på skoler og børnepasning – al den ”borgernære velfærd”, som vi kalder det.

Men det er vigtigt, at vi holder den økonomiske balance, for vi er varslet, at vi fra 2020 mister et årligt finansieringstilskud fra staten på ca. 40 mill. kr.

Så jeg vil appellere til mine politiske kolleger om ikke at opfinde nye investeringer med årlige millioner i øgede driftsomkostninger til følge. Det vil komme til at svie senere.

Jeg håber, vi lander et budget, der styrker vores fællesskab, med en ansvarlig økonomisk aftale, så vi også i fremtiden har en velfungerende kommune.