I Socialdemokratiet har vi set frem til at skulle i gang med en ny 4 års periode i kommunalbestyrelsen. Denne gang med ni mandater. Et mere end i sidste periode, og meget tæt på 2 mere. Tæt på hver tredje stemme gik vores vej; det er vi rigtig stolte over – der var 13 partier at vælge mellem.
Det forpligter også, at så mange borgere har sat deres kryds ved os, og nu skal vi leve op til tilliden.
Vi gik til valg på 3 mærkesager:
Vi er optaget af det, kommunen er sat i verden for, nemlig at levere borgernær velfærd på højt niveau. Der er kommet et nyt flertal i kommunen. Det flertal ser vi frem til at samarbejde med. Vi har endnu ikke hørt om deres politik. Hvordan vil de gå til opgaverne: velfærden, klimaet, socialområdet, sundhed og økonomien?
Især deres tilgang til økonomi ser vi frem til at høre mere om. De siger, de vil vækste. Det er vi helt med på; men vækst kommer også med en pris – en investering. Så der skal findes nogle penge kontinuerligt.
Vi er med på, at der skal spares, men med de mange nye opgaver, der vælter ind til kommunen, var vi socialdemokrater også til budgetforhandlingerne sidste år åbne over for at kigge på skatten.
Den mulighed smækkede Venstre effektivt døren i for: ”det sker aldrig med vores stemmer”.
Så det må vi vel regne med, at Konservative, Ny Borgerlige og DF har accepteret i deres konstitueringsaftale.
Derfor er vi i Socialdemokratiet spændte på at høre flertalsgruppens bud på, hvordan de vil anvise de ca. 100 mio. kr., der mangler i budget 2023?
Det tror vi i øvrigt også rigtig mange borgere og ansatte i Hedensted kommune er spændte på at høre.
Hvor finder flertalsgruppen de penge, man vil vækste for? Det er på tide I melder jeres ”regeringsgrundlag” ud, så vi kan komme i gang med arbejdet.
Med ønsket om at lave verdens bedste kommune