Der er meget få muslinger i Vejle Fjord, og Vejle Kommune har givet tilskud til, at Vejle Amatørfiskerforening kan forsøge at skabe kunstige muslingerev i fjorden, hvilket selvfølgelig er et rigtig godt tiltag. Men hvorfor er der så få muslinger i Vejle Fjord?
Der er nogle, der mener, at det er fordi der er havbrug oppe ved og i Horsens Fjord. Kan det mon være rigtigt?
Nej, tværtimod. For i og omkring Horsens fjord er der rigtig mange muslinger. Så mange, at der i 2017 blev landet 18.047 tons i Snaptun og ca. 5000 tons i Juelsminde, fanget i og omkring Horsens Fjord.
At der år efter år kan fanges så mange muslinger i det område, skyldes havbrugene. Hvordan det? Ved at havbrugene er nødt til at skifte de net, som fiskene er i, op til fire gange om året. Der sætter sig nemlig så mange muslingelarver på nettet for at søge føde, at hvis de fik lov til at vokse til store muslinger, ville burene simpelthen synke eller nettet flække med store tab til følge.
Når nettet skiftes, falder omkring halvdelen af mini-muslingerne af og bliver ført med strømmen op til flere sømil væk fra burene. De synker til bunds og vokser sig så store, at muslingfiskerne kan fange og lande dem i Juelsminde eller især Snaptun, hvorfra de bliver videresolgt til muslinge-industrien.
Forskning har vist, at muslinger, når de kommer i land, indeholder 1-1,4 procent kvælstof. Det vil sige, at de ca. 23.000 tons muslinger, der hentes op i og omkring Horsens Fjord, skaffer fjorden af med i hvert fald 230 tons kvælstof om året. Det er godt og vel fire gange så meget kvælstof, som der kommer med foderet ud til fiskene i havbrugene i området. Indirekte er havbrugene altså med til at give Horsens Fjord en så stor muslingebestand, at de renser havet for tre gange så meget kvælstof, som de tilfører.
I Vejle Fjord har amatørfiskerforeningen lagt net ud i havoverfladen, som muslingelarverne kan sætte sig og vokse på, inden de flyttes ned på bunden. En endnu nemmere løsning er måske bare at sætte et par havbrug ud i Vejle Fjord. Det kan afhjælpe problemet med de manglende muslinger og være med til at fjerne kvælstof fra fjorden.
Selv om alle tal i dette indlæg er faktuelle, er jeg helt klar over, at det ikke vil hindre havbrug-modstanderne i fortsat at påstå, at hvis bare alle havbrug fjernes fra havets overflade, så er alle miljøproblemer i de nære danske farvande løst. Det er et miljøskadeligt synspunkt.
”En endnu nemmere løsning er måske bare at sætte et par havbrug ud i Vejle Fjord”