05. maj 2020
Af: Liselotte Hillestrøm

Forår og fritidsaktiviteter

Solen skinner, bøgen er sprunget ud, og nu skulle alle vores foreninger og institutioner have været i gang med sommersæsonens udendørsaktiviteter – men sådan blev det ikke.

Vintersæsonen blev brat afbrudt, da Covid-19 ramte os.

Vi har længe levet i et vakuum. Mange af os blevet sendt hjem, og må arbejde under nye forhold. Nogle er blevet fyret, meget er lukket ned og børnene har været hjemme fra skole og kammerater – ja, de ældste er det stadig.

Nu er vi så småt ved at åbne op for samfundet igen. Hvordan det vil gå – tja, det er svært at spå om.

Min opfordring skal lyde: Kom tilbage til de fritidsaktiviteter, du tidligere har nydt – også selvom tilbuddene måske ikke længere ser ud som de gjorde før Corona. Eller måske er dette muligheden for at starte på en helt ny hobby.

Sammen – hver for sig

Et slogan, der har inspireret til nye og anderledes aktiviteter. Vi løber og går sammen, men hver for sig. Vi laver aktiviteter i små grupper og får gjort brug af den friske luft og de grønne områder, hvor vi bor. Gennem fjernsynet og internettet får vi sammen – men distanceret – lov til at opleve koncerter og fællessang.

Meget af det, der er sået, er begyndt at gro – og det håber jeg fortsætter og føres videre, også gerne i foreningsregi.

Gensyn med kulturen

Desværre er mange kulturaktiviteter også blevet aflyst, og i år har vi i fællesskabets interesse været nødt til at klare os uden Palsgaard Sommerspil, ungdomsskolens musical, gademusikfestivaler, aftenskolernes aktiviteter og så videre. Listen er lang.

I Fritid & Fællesskab er vi meget opmærksomme på at hjælpe vores institutioner og foreninger igennem krisen via ekstraordinære tilskud og støtte.

For jeg håber selvfølgeligt at vi i 2021 kommer til at se aktiviteterne tilbage – og vi glæder os til gensynet!