Det lyder tørt og for nogle måske kedeligt, men der er vigtigt. For øjeblikket er loven ved at blive justeret som følge af en aftale mellem Regeringen og Dansk Folkeparti om “Forenkling af Erhvervsfremmesystemet”.
Forenklingen vil sige, at det i fremtiden kun er kommunerne og staten – og altså ikke regionerne – der tager sig af “erhvervsfremme”, en indsats, der skal skabe muligheder for og styrke både nye og eksisterende virksomheder.
Visionen er, at virksomheder og kommuner kan udvikle en stærk lokal erhvervsfremmeindsats både i den enkelte kommune og på tværs af kommunegrænserne. Det kan handle om bl.a. indsatser inden for digitalisering og ny teknologi, nye forretningsmodeller og nye fællesskaber.
Halvdelen af de penge, staten sætter af til formålet, bliver øremærket til lokale indsatser. Hertil kommer de penge, kommunerne selv vil bruge til formålet.
Planen er at etablere 7 Erhvervshuse med særskilte bestyrelser og 5 filialer. Erhvervshusene skal ligge i Aalborg, Aarhus, Odense, Haderslev, Vordingborg, Sorø og København, mens filialerne placeres i Nykøbing Mors, Herning, Hillerød, Rønne og den, hvor Hedensted hører naturligt til, nemlig Horsens.
Som kommune skal vi melde klart ud, hvad vi gerne vil have Erhvervshusene og deres filialer til at arbejde med. Pengene kommer bl.a. fra kommunerne. Derfor er det vigtigt at holde fokus på, at de arbejder for vores område.
Der er kanaler til at få fremført vore synspunkter, og jeg tør godt love, at vi nok skal få sagt, hvad vi ønsker os – naturligvis i tæt samarbejde med de lokale virksomheder og erhvervsforeninger.
Et væsentligt erhverv for vores kommune er turisme. Også her er nytænkning på vej, for ifølge en aftale mellem Regeringen og Dansk Folkeparti skal turisme-indsatsen samles i 15-25 såkaldte destinationsselskaber senest i 2020.
Under Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse øremærkes 50 millioner kroner til lokale og tværgående turismeprojekter, heraf 40 millioner kroner i en udviklingspulje, der kun kan søges af destinationsselskaber.
Hvor hører Hedensted Kommune til i den sammenhæng?
Det er vigtigt, at vi får placeret os rigtigt, og får synliggjort det antal arbejdspladser og den værditilvækst, der findes i turisterhvervet, ikke kun i Østjylland som helhed, men i Hedensted Kommune i særdeleshed.
Juelsminde-området og Gudenåen er vore vigtigste turist-områder, og især på Juelsminde-kanten er vi afhængige af, at turismen ikke kun fastholdes, men udvikles – til gavn for alle i kommunen.
I den nærmeste fremtid må vi hente inspiration fra eksterne eksperter og fremtidsforskere med visioner for at inspirere både byrådet og hele kommunen til at udvikle turismen som et af vore væsentligste erhverv.
For her som på alle andre (erhvervs)områder i vores samfund er tingene i konstant forandring og en udvikling i gang, som vi ikke blot skal holde trit med, men helst være lidt foran.
“Jeg tør godt love, at vi nok skal få sagt, hvad vi ønsker os”