Socialdemokratiets kongres den 22.-23. september 2018 bar præg af, at det var den sidste kongres inden valg til Folketinget. Her er mine personlige indtryk af kongressen med 3 nedslag i Mette Frederiksens politiske beretning, der klart viser, at det kommende valg og den kommende valgkamp er uhyre vigtig, og at Mette Frederiksen absolut ikke tager hverken valgresultatet eller udfaldet af regeringsdannelsen for givet.
Hendes beretning viser også tydeligt, at udfaldet af valget og regeringsforhandlingerne vil få afgørende betydning for borgerne i Danmark i de kommende mange år. Der er markant forskel på rød og blå politik!
Udspillet ”Altid på børnenes side” indeholder en række forslag til forbedringer for især udsatte børn. Der er forslag om tidligere anbringelse af børn, når mor og far ikke magter forældreopgaven, om bedre vilkår for plejefamilier og om tidligere og bedre indsats med forældrehuse.
”Gode vilkår for børn og unge er forudsætningen for et godt liv i fremtidens Danmark”
Udspillet indeholder også forslag til at sikre større lighed for børn og unge, bl.a. ved forbedring af dagtilbud, så man kan løfte udsatte børn, gøre det nemmere at udsætte skolestart, skabe en folkeskole, der lytter og ser mere til udsatte børn, skabe nye muligheder for skoletrætte (ofte drenge). En ambitiøs og fremsynet plan, som Mette Frederiksen gerne vil bedømmes på, når valgperioden er slut. En plan, der bør kunne få opbakning fra partierne i rød blok og i DF.
Gode vilkår for børn og unge er forudsætningen for et godt liv i fremtidens Danmark!
Mette Frederiksen: ”Det korte svar er NEJ! og JA!”NEJ: Partiet giver sig ikke på spørgsmålet om flygtninge og migranter (uanset om der er skeptiske partimedlemmer, inklusive undertegnede). Det betyder, at der er lang afstand til De radikale, Enhedslisten og Alternativet. Men vil disse partier, hvis det kommer så vidt, vælte en S-regering, når alternativet er Løkkes ulighedsskabende V-DF-K-?-regering. Time must show!
”Når det gælder udsatte børn, ulighed, klima, miljø, det grønne, privatisering og arveafgift er der mange fælles holdninger mellem de røde partier”
Der er også opstået en kant i forhold til udlændingepolitikken – heldigvis! Partiet lægger ikke stemmer til krav om håndtryk og til DF’s krav om at skrotte den succesfulde integrationsgrunduddannelse.
JA: Når det gælder udsatte børn, ulighed, klima, miljø, det grønne, privatisering og arveafgift er der mange fælles holdninger mellem de røde partier. Og direkte henvendt til Tulle (Thulesen Dahl): Naturligvis får partier, der støtter en socialdemokratisk regering indflydelse på politikken. DF kan få indflydelse, men der skal selvfølgelig være en kant. En svær øvelse for Mette Frederiksen, men ikke umulig.
Mette Frederiksen lagde også afstand til dele af politikken under Helle Thorning-regeringen 2011-15. Bl.a. salget af Dong, dele af arbejdsmarkedspolitikken, dagpengejusteringerne og den førte borgerlige, økonomiske politik i bred forstand.
Om en kommende rød regering kan leve op til løfterne, vil Mette Frederiksen naturligvis blive vurderet på, både af egne vælgere, men ikke mindst af vælgere, der stemmer på SF, Enhedslisten og Alternativet.
Jeg håber, at Mette Frederiksens mange tilsagn holder, så vi igen kan få en regering, der fører klassisk socialdemokratisk fordelingspolitik mm.